Mange er slet ikke klar over, at
Birkenstock laver mange af deres børnesandaler i to bredder, som Birkenstock kalder henholdsvis "smal" og "normal". Langt de fleste børneskobutikker fører kun den smalle udgave, men vi oplever, at der er stor efterspørgsel på den bredere udgave.
Det er vores vurdering at den smalle model passer til medium og smallere fødder og at modellen, som Birkenstock kalder "normal" faktisk rummer en ret bred fod. Det gule par Birkenstock sandaler på billedet er den smalle udgave og det blå par er den bredere udgave. Bonusinfo: Birkenstock er en af de få sandaler på markedet, som har svangstøtte.
Generelle råd om køb af sandaler til børn
Sandaler er faktisk oftest den sværeste type sko at købe. Det skyldes, at det kan være svært at få alle remmene på en sandal til at passe til fødderne. Remmene hen over vristen og tæerne kan både være for stramme og løse, men til brede fødder er det selvfølgelig oftest tilfældet, at de er for stramme.
Vores bedste råd er at købe en sandal, som kan justeres så meget som muligt hen over vristen, så man også kan tilpasse remmene alt efter om man bruger sandalerne med bare fødder eller med strømper på. I takt med at fødderne vokser i løbet af sommeren, er det også rart at kunne justere sandalen løbende hen over vristen.
Køb ikke for stor størrelse
Mange har tendens til at købe sandalerne for store, så de fleste ombytninger vi laver, er til en mindre størrelse end oprindeligt købt. Pas på med at falde i fælden om bare at gå et nummer op i forhold til
vinterstøvlerne. Det er ikke sikkert, at fødderne er vokset så meget hen over vinteren, og man kan ikke købe sandalerne med ligeså meget vokseplads som i vinterstøvler.
Mål altid fødderne inden køb og vær meget omhyggelig med at måle så præcist som muligt. Vi anbefaler denne metode:
Se video. Vær også omhyggelig med at aflæse målebåndet korrekt, da nogle målebånd kan være lumske at aflæse og man kan hurtigt komme til at aflæse 1 cm for meget eller for lidt.
Men husk voksetillæg
Når du har fået målt fødderne, så skal du finde en sandal, som er ca 1 cm større end fødderne. Måler fødderne f.eks. 15.3 cm, så skal sandalen helst være et sted mellem 16.3 cm og 16.5 cm. Hvis sandalen er 1.5 cm større end fødderne vil det hurtigt virke voldsomt. Køb kun så stort et voksetillæg, hvis du allerede køber årets sandaler i vintermånederne.
Der er aldrig nogen garanti for, at dit barn kan passe sandalerne hele sandalsæsonen, men hellere have et par sandaler, som rent faktisk passer og som dit barn går godt i, end at sandalerne er alt for store det meste af tiden og først passer perfekt i slutningen af august måned.
Har du brug for hjælp til at finde brede sko og vinterstøvler?
Læs med her